2004 bliver bedste vækstår siden 2000Nordea26/01-2004 Alt peger nu på 2004 som det hidtil stærkeste vækstår i det nye årtusinde. Den amerikanske økonomi er for alvor kommet op i omdrejninger, og der er fuld fart på væksten i Fjernøsten. Kun Europa halter fortsat noget efter, men også her peger tillidsindikatorerne på fornyet fremgang. - Det er ikke mindst en meget ekspansiv finans- og pengepolitik, som amerikanerne kan takke for, at der nu igen er fuldt tryk på kedlerne i verdens største økonomi, siger cheføkonom Helge J. Pedersen, Nordea. - Skattelettelser og en lav rente er hovedårsagen til, at det private forbrug boomer og kan bruges som løftestang for andre dele af økonomien. Opsvinget betyder dog ikke, at vi føler os sikre på ti nye gyldne år for den amerikanske økonomi, som tilfældet var det efter recessionen i begyndelsen af 1990’erne. Dels er de økonomisk politiske instrumenter nu presset til det yderste, dels har vi endnu ikke set en markant vending på arbejdsmarkedet. Det sidste er afgørende for, at der bliver tale om et vedvarende og stabilt opsving, siger Helge J. Pedersen. I lyset af den svage jobskabelse i USA og fortsat lave inflation har den amerikanske forbundsbank ikke travlt med at hæve renten. Nordea forventer tidligst stigende amerikanske renter efter sommer, og der forventes ikke dramatiske ændringer fra det nuværende niveau på 1 pct. Og måske stiger renterne først i 2005. - Det markante fald i dollarens internationale værdi løser ikke USA's betalingsbalanceproblemer. De bliver først løst, når den amerikanske regering får rettet op på udviklingen på de offentlige budgetter. Og det bliver tidligst efter præsidentvalget senere i år, siger Helge J. Pedersen. Så længe betalingsbalancetemaet dominerer på de finansielle markeder forventer Nordea en svag USD. Men banken peger på, at smertetærsklen for både de europæiske og japanske eksportører snart er nået. - Vi kan derfor ikke udelukke, at de pengepolitiske beslutningstagere gennem intervention får held til at ændre stemningen på valutamarkederne. Men om vi står over for en snarlig trendvendning i USD-kursen er det endnu for tidligt at udtale sig skråsikkert om. I vores prognose regner vi kun med en mindre styrkelse af USD på 12 måneders sigt fra det nuværende niveau, siger cheføkonomen. Nordea tror dog ikke, at den europæiske centralbank, ECB, vil sænke renten for at få svækket euroen. ECB skal alene sikre, at inflationen i euroområdet holder sig omkring 2 pct., og der er endnu ikke tegn på, at eurostyrkelsen har resulteret i et mindre prispres i euroområdet. - Vi tror derfor fortsat, at den næste ændring fra ECB bliver stigende renter. Men det store spørgsmål er - som i USA - om det bliver i år eller først i 2005, siger Helge J. Pedersen. Tid til at skifte til et højere gear – også i Danmark Nordea ser også med langt større optimisme på dansk økonomi i 2004 end året før, der bød på den laveste vækst i 10 år. Det internationale opsving skaber gode rammer for eksporterhvervene, men frem for alt peger en stribe forhold på, at privatforbruget kommer ud af sin dvale og trækker dansk økonomi op i et højere gear. - Forudsætningerne for et økonomisk opsving er helt klart til stede. Husholdningerne får således en pæn fremgang i købekraften som følge af skattelettelserne og lavere inflation, mens den lave rente og introduktionen af afdragsfrie lån understøtter boligpriserne, siger Helge J. Pedersen. - Afgørende for opsvinget i dansk økonomi bliver dog udviklingen på arbejdsmarkedet samt i valutakursen. Den kraftige fremgang i produktiviteten i især industrien kan på kort sigt udgøre en trussel for arbejdsmarkedet, men ruster på den anden side økonomien til vækst på længere sigt, siger han. En dansk ØMU-afstemning er skudt til hjørnespark i kølvandet på fiaskoen omkring den nye EU-forfatningstraktat. Kombineret med den relativt sunde danske økonomi med overskud på de eksterne balancer og lav inflation, borger det for en stabil udvikling på de hjemlige finansielle markeder. - Vi forventer, at Nationalbanken fortsat kan nøjes med at duplikere ECB’s rentebeslutninger. En stigende hjemlig interesse for udenlandske værdipapirer kan dog presse DKK marginalt over for EUR og føre til en svag udvidelse af det historisk lave dansk-tyske rentespænd, siger Helge j. Pedersen. |
|||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |